Undervisningen

Efter at have undervist elever på alle mulige måder, så har jeg fundet ud af, hvor ekstremt vigtigt det er at starte med det simple og kreative. Jeg tror ikke på at starte med at lære G- og F-nøglen i første lektion er nogen særlig god idé. Jeg ved godt at mange klaverbøger starter sådan, men nodeterperi, det er bare ikke sjovt! – For det første er det meget svært at lære to nøgler på samme tid, hvor nodens placering ikke betyder det samme – og for det andet, så lyder sådanne stykker ret kedeligt.
Der er også det i det, at frustrationen bliver større og større, eftersom eleven typisk hele tiden spiller forkert, og det kedelige svar fra læreren typisk bliver: “Du må hjem og øve det mange flere gange” – som om det skulle give eleven en tilfredsstillelse. Jeg går heller ikke særlig meget op i teknik i starten mere, da det bare tager endnu mere fokus fra det sjove. Det vigtige er at spille nogle stykker og have det sjovt med det, så kommer alt det andet senere.

Mange lærere underviser som om de tror at, de kan lære alt perfekt fra starten – det kan man bare ikke. Nøglen til at blive en god nodelæser og lytter, det er ved at blande de to ting sammen på en sjov måde. Lær akkorder og lær at spille en simpel melodi kombineret med musikteori. Brug akkordforståelsen til at lave rytmer og basgange sammen med melodien. Ved alt ikke står noteret, åbner der sig en verden for eleven som er meget sjovere end noget nodenoteret stykke. Efter lang tids introspektion, fandt jeg ud af, at det er præcis på den måde jeg selv fandt glæde ved at spille – nemlig ved det kreative element.

Prøv en gratis klaverlektion på 30 minutter